Nåde være med jer. Og Fred fra Gud vor Far og Herren Jesus Kristus!
Hvad er Guds Vilje
Der går mange tanker gennem vore hoveder i denne tid, hvor Corona virus spreder sig i mange lande. Jeg har hørt en spørge: Kan Gud ikke bare stoppe denne sygdom? Det korte svar er: jo! Men Gud har et helt andet perspektiv på på alt det, som sker, end det, som vi har. Bibelen taler om forskellige tidsaldre. I Galaterbrevet 1,4 tales der om, at Jesus gav sig selv hen for vore synder, for at rive os ud af den nuværende onde verden (et bedre ord er tidsalder). Gud vil ikke reformere den nuværende onde tidsalder. Han vil derimod gerne afslutte den. I denne tidsalder har djævelen som denne verdens gud legal ret til at herske på grund af menneskenes synd. Han gør alt muligt for at hindre en afslutning på den nuværende onde tidsalder. For når denne tidsalder er slut, er det også slut med satans magt.
Gud har noget meget bedre til os, som tror på Jesus. Ved at vende om fra vores synd og tro evangeliet om Jesus Kristus, kan vi opnå at gå ind i Gudsriget allerede her og nu. Ved at tage mod Helligånden, får vi et pant (en slags forskud) på den kommende verdens herlighed. Gennem tegn og undere – f. eks. guddommelige undere og helbredelser – giver Gud dig, som tror på Jesus, en forsmag på den herlighed, som venter. Det gør Han bl. a. for at du skal miste appetit på den nuværende onde virkelighed. Han vil også, at vi alle skal være med til at fremskynde afslutningen på den nuværende verdensorden ved at gøre Hans vilje og fremme udbredelsen af evangeliet til så mange mennesker som muligt. Række håb til dem, der ikke har noget levende håb. Det er Jesus ved troen i dig (Han ønsker at tage bolig hos dig Joh. 14,23), som gør den store forskel. Alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft. Det er fint at bede om Guds indgriben i den nuværende krise, eller i hvilken nød, du eller andre kommer i, men glem aldrig at have Guds perspektiv på det, som sker.
Guds Fred og Alt Godt
Mogens
Skriv en kommentar
Vil du være med i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!